Makerspacet er for alle uanset alder og ambitionsniveau. Der kræves ikke noget forhåndskendskab eller uddannelse for at begynde i Makerspace, der er uddannet personale/frivillige til stede som hjælper dig i gang med dit projekt. Vi afholder introduktionskurser i vores forskellige maskiner, samt åbent værksted, hvor du kan komme ind og arbejde med maskinerne eller blot få en hurtig introduktion.
Vores Makerspace har en række forskellige maskiner til 3D print, storformatsprint, laserskæring og tekstiltryk. Der er desuden computere med forskellig software til at designe og tegne de filer, som maskinerne bruger.
Formålet med Makerspace er læring, inspiration og innovation. Derfor kan du fremstille prototyper og andre enkeltdele, mens større produktioner af den samme genstand kan varetages af diverse private udbydere.
Vi ønsker at flest mulige borgere i Faxe kommune får gavn af bibliotekets Makerspace og derfor tilbyder vi også forskellige undervisningsmuligheder for skoleklasser/gymnasieklasser.
Vi henvender primært vores tilbud til mellemtrinnet og fokuserer på at bidrage til faget håndværk og design, men hvis I har en særlig idé til et andet klassetrin, kan vi også snakke om det. Vi har laserskærer, 3d-print, storformatsprint og skæreplotter
Indenfor disse rammer planlægger vi et forløb i samarbejde med læreren/pædagogisk personale, så vi kan ramme jeres behov bedst muligt. Det er vigtigt for os at lave en forventningsafstemning, så vi sikrer at alle er enige om, hvad der skal foregå. Der skal altid være en lærer/pædagog med i forløbet, sammen med vores underviser.
Som udgangspunkt har vi mulighed for at tage én klasse ind til et forløb om måneden. Klassen kan med fordel deles op i to hold, så vi kan gå bedre i dybden med de enkelte elever.
Vi arbejder med et først-til-mølle-princip og vi har en venteliste, hvis der bliver behov for dette.
Som skole betaler I kun for materialerne vi benytter. Prisen for de enkelte forløb varierer fra 20-50 kr. pr elev afhængig af omfanget.