Jul i makerspace collage med forskellige julepynt
U Undervisning
Markér som favorit Fjern som favorit

Jul i makerspace

  • Fag På tværs af fag, Håndværk og design
  • Emne Design
  • Trin Indskoling, Mellemtrin, Udskoling, Til læreren
  • Tidsforbrug
  • Sværhedsgrad

Julen nærmer sig, og med den kommer en fantastisk anledning til at sprede den kreative julestemning i skolens makerspace!

Vi vil derfor samle en række idéer til juleaktiviteter – fra de små, enkle projekter til de lidt større og mere avancerede – som kan inspirere jer til at bringe skolens makerspace i spil for både elever og kolleger.

Men lad os sammen gøre juletiden til en tid fyldt med kreativitet og skaberglæde. Del derfor jeres gode idéer, så vi kan lade os inspirere af hinanden på tværs. Det kan I gøre via denne mail.

Vi glæder os til at se, hvad I finder på!

Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app

Kapitler

I denne aktivitet arbejder eleverne med string art, hvor de skaber deres egen julekugle med valgfri tekst. Filen under ressourcer kan åbnes og redigeres i Beam Studio, så eleverne kan tilpasse størrelse, tekst eller form, før julekuglen skæres på lasercutteren i fx træ eller akryl.

Når julekuglen er skåret ud, vælger eleverne en farve tråd og “væver” deres mønster rundt om julekuglen, så motivet langsomt tager form.

Idé, billede og fil er venligt udlånt af Mette Luxhøj, lærer i Thisted Kommune.

I denne aktivitet tegner eleverne deres egne julekageudstikkere i Doodle3D, et simpelt og intuitivt tegneværktøj til 3D-design. Her kan de eksperimentere med former og størrelser – og se, hvordan deres idéer tager form i tre dimensioner.

Når designet er færdigt, eksporteres filen og printes på 3D-printeren. Eleverne får derefter lov til at bruge deres egne udstikkere til at udstikke og bage julekager – en hyggelig og meningsfuld afslutning, hvor de oplever hele processen fra digitalt design til fysisk produkt.

Aktiviteten giver eleverne en konkret forståelse for, hvordan digitale værktøjer kan bruges til at skabe noget håndgribeligt.

Skab en kreativ og lærerig oplevelse for dine elever med denne aktivitet, der kombinerer matematik, design og teknologi. Eleverne tegner eller konstruerer figurer i GeoGebra, der giver dem mulighed for at eksperimentere med former og symmetri. Når designet er færdigt, downloader de filen, og forvandler deres idé til fysisk julepynt ved at skære det ud med en lasercutter.

Læs mere om aktiviteten her.

Lav din egen lyskæde ved at 3D-printe forskellige figurer, der monteres på pærerne vha. limpistol.

Husk at lave lyskæderne hule inden i, så lyset fra lyskæderne kan trænge gennem. Når du slicer filen i fx Cura, kan du også skrue lidt ned for “Infill density”, så den ikke bliver så massiv.

Du kan enten designe dine egne figurer i Tinkercad eller lade dig inspirere og redesigne figurer fra fx Thingiverse.

I denne aktivitet designer eleverne pynt til julekugler ved hjælp af folieskæreren.

På en Brother ScanNCut kan eleverne nemt lave navne eller små grafiske elementer direkte på maskinen. Designet skæres ud i folie og overføres derefter på julekuglen. Vær opmærksom på højden på designet, så folien ikke folder for meget, når den skal tilpasses den runde form.

Hvis I hellere vil designe digitalt først, kan I fx bruge Canva eller Canvas Workspace.

Se her, hvordan du arbejder med Canvas Workspace  og kom godt i gang med Brother ScanNcut (DX-modellen).

Denne idé kommer fra Annette Larsen, Frederikshavn Kommune

Design stencils med julemotiver og skær dem på folieskæreren. Montér derefter din stencil på fx et vindue med malertape og spray med snespray eller lignende. Efter et par minutter kan du fjerne din stencil og bruge den igen.

Rens din stencil af med klud og lidt vand, så dit motiv kommer til at stå helt skarpt.

Få inspiration til stencil-art her

Med pap, glimmer og Hummingbird så kan man lave det fineste julepynt med masser af lys.

Man kan også bruge afstandssensoren til at afspille julemusik, når folk går forbi julepynten(Husk slukknap :-))

Det fungerer bedst, hvis eleverne har haft micro:bit i hænderne før og hvis man bruger lidt tid på at blive bekendt med Hummingbird, fx med introduktioner fra producentens hjemmeside.

Lån Hummingbird på dit lokale CFU

 

 

 

Med dioder og ledende tråd er det nemt at få din julepynt til at lyse op i vintermørket. Det er kun fantasien, der sætter grænsen for, hvor festlig din pynt skal være.

Til den lysende julepynt skal du bruge:

  • Knapcellebatteri
  • Batteriholder
  • Kontakt
  • Ledende tråd
  • Dioder
  • Filt eller andre fast stoftyper
  • Saks, nål og tråd/garn

 

Klip formen ud på det stykke julepynt, du vil lave. Lav gerne en for- og en bagside. Klip et ekstra stykke filt ud, som passer indeni din form. På dette stykke kan du montere dioder, kredsløb, kontakt og batteriholder. Efterfølgende kan du sy stofstykket ind i dit pynt, så du kan gemme kredsløbet. Når du har tjekket om kredsløbet virker, syer du for- og bagside sammen og sørger for at lave en løkke, som din pynt kan hænge i.

Eksperimenter med at lave forskellige typer af kontakter. Brug fx trykknapper eller papirklips. Det er også muligt at 3D-printe sin egen batteriholder eller udvikle andre typer holdere, som passer netop til jeres design.

 

Sæt dit helt personlige præg på en julekugle.

Vi tegner et monogram med tusch, vektoriserer det og laver en 3d fil (.STL) som vi sætter sammen med en allerede eksisterende model af en julekugle. HUSK at dele din færdige julekugle på Maker-forum

  1. Tegn med tusch og tag et billede eller lign. og importer det til din computer.
  2. Når du har din fil på computeren skal billedet “vektoriseres” så det ikke længere består af pixels/punkter men istedet er beskrevet vha. matematik. Dette gør det muligt at behandle det som fx. 3D model.
  3. Importer din .svg fil i Tinkercad eller lign. software som artwork
  4. Du kan nu designe en julekugle fra bunden eller hente fra din favorit hjemmeside.
    Sæt designet sammen med dit monogram – det kan være bøvlet at få modellerne “alignet” men øvelse gør mester.
  5. Nu kan du printe din personlige julekugle – det kan være bøvlet med mængen af hængende emner og support …
    HUSK at dele din færdige julekugle på cfumaker.dk/faelleskab

 

Husk at være helt sikker på CC (Creative Commons) når du henter og redesigner filer på det store internet.

I denne ressource bruges en fil hvor ejeren har oplyst CC0 – hvilket betyder at man frit kan gøre hvad man vil med modellen.

Den personlige julekugle
Den færdige julekugle

Tegn to ens trekanter. Lav en slids i hver, en fra oven og en fra neden.

Slidsen skal have samme bredde som materialets tykkelse, fx 3 mm.

Slidsen skal være halvdelen af trekantens højde.

Saml de to trekanter til et juletræ.

Gravér evt. grene eller andet pynt på juletræet.

Helle Lyngbye Kolbe fra Biersted Skole står bag idé og billeder.

På en specialskole har de lavet personlige julekugler med tegninger og lasercut.

Børnene har tegnet motiver med sort tusch på papir. Herefter har de taget billeder af motiverne.

I Beam studio har de brugt en skabelon til julekuglen og ovenpå tilføjet deres eget motiv som et billede.

I det lokale makerspace har de graveret og skåret julekuglerne, der efterfølgende er blevet solgt til julefesten.

Skabelonen til julekuglen kan hentes på dette link

Hvis I har det som os og holder meget lidt af mindre pæne børneguirlander i mange spraglede farver, så er her en opfordring til at gå i makerspace på klippeklistredagen. Her kunne makerspacet, hvis man har materialer til rådighed, være et værksted, hvor eleverne designer flotte julestjerner/ornamenter. Her kan det være fordelagtigt at opstille kriterier for julestjernen, fx:

  • Der skal være drejningssymmetri
  • Der skal være fx mindst 4 drejninger omkring et punkt
  • Der skal være mindst en spejling
  • Der må højst være fx 25 % træ/plast synlig i stjernen
  • Osv.

Designprocessen kan gennemløbes igen, der kan printes prototyper i papir/karton og man kan arrangere gruppefeedback på om kriterierne er opfyldt.

Eksempel på julestjerne til laserskærer. Husk at lave huller til ophæng!

Stjernen ser enkel ud, men det er ikke helt enkelt at tænke i skalerbare figurer, sådan at den skårne kant er lige tyk hele vejen rundt. Her kan man fx lege lidt med et af GeoGebras flytteværktøjer, der hedder ”Zoom objekt om punkt”, og så arbejde ud fra en figurs midtpunkt. Det giver også mulighed for at undersøge og opnå nogle indsigter i rotationsvinkler i rosettemønstre, når man sidder og nørkler med at designe og opnå præcise konstruktioner. Hvis eleverne kan rumme det, vil vi gerne slå et slag for at arbejde med dynamiske konstruktioner, sådan at ingen sidelængder er i angivne mål, men i stedet dynamiske, så man kan ændre størrelsen på sin konstruktion. Det kræver dog lidt øvelse, at man er fortrolig med at bruge skæringspunkter mm., når man konstruerer.
Værktøjet ”Zoom objekt om punkt”, kræver også lidt tilvænning, men det kan være en fin matematisk aktivitet at afprøve værktøjet og forsøge at finde ud af, hvordan det fungerer.

Konstruktionsprincipperne kan for øvrigt også bruges til at arbejde med at designe iskrystaller eller gækkebreve, med samme designcyklus og en række kriterier. Her kan man arbejde sig ned i mønstre med rotationssymmetri og mekanismerne i spejlingssymmetri og drejningssymmetri.

Lav de flotteste julekager til fremvisning i juleskålen. En laserskærer kan bruges til et hav af ting, så hvorfor ikke bruge den til at give julekagerne et ekstra pift på looket.

Brug f.eks. de laserguides der er er her på sitet, til at få det til at dufte brunt og brændt på makerspacet.

Sørg for at kagerne er af en blød kvalitet og indstil laseren som til pap/karton.

NB: Det frarådes på det kraftigste at spise kagerne. De smager forfærdeligt bagefter, så det er kun til dekoration.

Materialet er udarbejdet af
CFUmaker
Creative Commons - CC/BY/NC/SA
Læs om rettighederne til dette materiale »