Billede af et rum-zoo
U Undervisning
Markér som favorit Fjern som favorit

Mission Rum-ZOO – skab lyd og interaktion med Makey Makey

  • Fag Dansk, Natur/teknologi, Teknologiforståelse
  • Emne Design
  • Trin Indskoling, Mellemtrin
  • Tidsforbrug
  • Sværhedsgrad

I dette scenariedidaktiske forløb arbejder klassen med i fællesskab at skabe deres egen interaktive Rum-ZOO. Gennem en fortælling om en rumrejse til en ukendt planet undersøger eleverne nye væsner og deres levesteder, som de selv er med til at opfinde, designe og udvikle.

Eleverne starter med at lære væsnerne at kende ved at udvikle idéer til egne “aliens” og deres habitater. Herefter bygger de deres væsner og levesteder ved hjælp af pap og andre genbrugsmaterialer.

Når modellerne er bygget, undersøger eleverne, hvordan de kan skabe forbindelser og simple kredsløb. Her arbejder de med Makey Makey og udvikler interaktive løsninger, hvor berøring udløser lyd gennem Interactive posters. På den måde giver eleverne deres væsner en stemme og skaber sammenhæng mellem den fysiske model og digitale funktion.

Forløbet kan udvides med Scrappy Circuits, hvor eleverne arbejder med lys og bevægelse og dermed får en endnu dybere forståelse af elektriske kredsløb.

Forløbet afsluttes med en fælles udstilling, hvor Rum-ZOO’en åbnes for besøgende. Her præsenterer eleverne deres væsner og giver andre mulighed for at interagere med deres løsninger.

Forløbet understøtter især:

  • kreativitet og innovation
  • teknologiforståelse – herunder simple kredsløb og input og output
  • undersøgelse og modellering
  • fortælling og formidling

 

Forløbet er særligt velegnet til indskoling og starten af mellemtrin og kan tilpasses i sværhedsgrad.

Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app

Kapitler

Skab en rum-stemning ved fx at slukke lyset og sætte baggrundsmusik på. Læs historien op og præsentér dem for missionen og deres rolle. Under ressourcer finder du alle forløbets fortællinger samlet i ét dokument samt et forslag til baggrundsmusik.

Vi er rejst langt ud i rummet. Vores rumskib har bevæget sig forbi stjerner, planeter og ukendte galakser, indtil vi pludselig opdager en helt ny planet.

Da vi lander, kan vi med det samme se, at planeten er fuld af liv. Overalt omkring os bevæger der sig mærkelige og fascinerende væsner. Nogle svæver lydløst gennem luften, andre gemmer sig i små huler, og nogle bevæger sig langsomt hen over overfladen.

Vi ved ikke endnu, hvad de spiser, hvordan de lever, eller hvordan de kommunikerer. Men én ting er sikkert: Vi er nødt til at undersøge dem nærmere.

Derfor beslutter vi os for at bygge vores egen Rum-ZOO.

I Rum-ZOO’en kan vi skabe sikre omgivelser for væsnerne, så vi kan studere dem og blive klogere på:

  • hvordan de lever
  • hvad de spiser
  • hvordan de lyder og
  • hvordan de bevæger sig

Vi skal designe og bygge små habitater, der passer præcis til hvert væsen. Nogle har måske brug for mørke og varme, mens andre lever i kulde eller i sand.

For at forstå dem endnu bedre, vil vi også give dem en stemme. Når vi rører ved deres omgivelser, kan vi høre deres lyde og fortællinger – næsten som om de selv fortæller os, hvem de er.

Vores mission er klar:
Vi skal udforske, designe og bygge en interaktiv rum-zoo, hvor vi kan undersøge livet på en fremmed planet”.

Fokus

  • Fantasi og forestillingsevne
  • Scenariedidaktik og rolleleg
  • Nysgerrighed og undersøgelse

“Vi er nu trådt ud af rumskibet og bevæger os forsigtigt rundt på den nye planet. Overalt omkring os opdager vi mærkelige og spændende væsner.

Nogle er små og hurtige, andre er store og langsomme. Nogle har mange øjne, mens andre måske slet ikke kan se. Vi ved endnu ikke, hvordan de lever, men vi kan begynde at undersøge dem ved at forestille os, hvem de er.

For at kunne bygge vores Rum-ZOO må vi først lære væsnerne at kende.

Hver gruppe vælger eller opfinder et væsen og undersøger:

  • Hvordan ser væsnet ud?
  • Hvor lever det bedst? (varmt, koldt, mørkt, vådt…)
  • Hvad spiser det?
  • Hvordan bevæger det sig?
  • Hvilke lyde laver det?”

 

Note til underviseren:
Gruppen tegner en skitse af deres væsen og dets levested. De kan eventuelt præsentere det for en anden gruppe og få feedback på deres første idéer.

 

Fokus:

  • Idéudvikling
  • Designproces
  • Undersøgelse og modellering
  • Fortælling og formidling

“Nu hvor vi har lært væsnerne at kende, er det tid til at gøre vores plan til virkelighed.

Vi skal bygge vores egen Rum-ZOO, så væsnerne kan få et sted at leve, hvor vi kan observere dem tæt på.

Vi går i gang med at konstruere deres habitater. Nogle væsner har brug for huler, andre for høje tårne eller bløde landskaber. Vi bruger de materialer, vi har med fra Jorden – pap, genbrugsmaterialer og vores værktøj – til at skabe omgivelser, der passer præcis til hvert væsen.

Da vi skal undersøge væsnerne, bygger vi små steder i vores modeller, hvor man kan røre. Når vi senere kobler teknologi på, vil disse steder gøre det muligt at høre væsnernes lyde, høre dem fortælle om deres levevis og på den måde observere og blive klogere på dem.

Undervejs må vi prøve os frem, ændre vores idéer og bygge videre. Ikke alt virker første gang – og det er en del af missionen”

Note til underviseren

  • Giv evt. hver gruppe en plade af pap, som de skal bygge på. Så kan I samle alle pladerne til sidst i jeres Rum-ZOO.
  • Saml pap og andre materialer – evt. med hjælp fra elever og forældre – og skab jeres eget skramlotek, så der er masser af materialer at bygge med.

Fokus:

  • Prototypeudvikling
  • Kreativ problemløsning
  • Sammenhæng mellem form og funktion

“Nu hvor vores Rum-ZOO begynder at tage form, er vi klar til næste skridt.

Hvis vi skal kunne høre væsnerne og komme i kontakt med dem, må vi finde ud af, hvordan vi kan skabe forbindelser mellem det, vi rører ved, og det, der skal ske.

Vi begynder at undersøge forskellige materialer. Nogle materialer kan føre strøm videre, mens andre ikke kan. Vi afprøver, hvad der sker, når vi forbinder dem på forskellige måder.

Kan vi få noget til at reagere, når vi rører ved det?

Langsomt opdager vi, at vi kan lave simple kredsløb. Når vi forbinder noget rigtigt, kan en handling ét sted skabe en reaktion et andet sted.

Det betyder, at vi kan begynde at styre vores Rum-ZOO:

  • Når vi rører ved et bestemt sted, kan vi aktivere en lyd
  • Når vi laver en forbindelse, kan vi skabe interaktion”

 

Note til underviseren: 

For at arbejde med simple kredsløb i dette forløb anvender vi Makey Makey. Hvis det er en helt ny teknologi for eleverne, kan I med fordel lave et fagligt loop i designprocessen, hvor de får afprøvet det grundlæggende, inden de skal til at tænke kreativt og koble det på deres Rum-ZOO.

Makey Makey er et lille board, som kobles til computeren via et USB-stik. Boardet fungerer som et tastatur, hvor eleverne kan styre computerens funktioner ved hjælp af forskellige materialer. På boardet sidder der indgange fx piletaster og mellemrumstast, som forbindes med krokodillenæb. Disse forbindes videre til genstande, der kan lede strøm fx bananer, bestik og stanniol. På den måde oplever eleverne, at de kan styre fx spil, lyd eller andre funktioner ved at trykke på helt almindelige genstande.

Når eleven rører ved materialet, lukkes kredsløbet, og computeren registrerer det som et tastetryk – men kun hvis eleven samtidig holder fast i jordforbindelsen (EARTH på Makey Makey).

Det giver en konkret og sanselig forståelse af kredsløb og ledende materialer.

    • Lær mere om Makey Makey her

Fokus:

  • hvordan strøm kan ledes gennem forskellige materialer
  • Hvorfor et kredsløb skal være lukket for at fungere
  • sammenhængen mellem handling (input) og reaktion (output)

“Nu hvor vi har bygget vores Rum-ZOO og undersøgt, hvordan vi kan skabe forbindelser, er vi klar til næste skridt.

Vi vil nemlig ikke kun se væsnerne – vi vil også kunne høre dem.

For at forstå dem bedre, må vi give dem en stemme. Hvordan lyder de? Hvordan kommunikerer de? Hvad ville de fortælle os, hvis vi kunne lytte?

Vi begynder at optage lyde. Nogle væsner brummer, andre piber eller klikker. Måske kan de også fortælle os noget om deres liv – hvad de spiser, hvor de bor, og hvordan de bevæger sig.

Vi kobler Makey Makey og lydene sammen med udvalgte steder på vores modeller, sådan at når vi rører ved et bestemt sted, afspilles en lyd. På den måde bliver vores Rum-ZOO interaktiv. Væsnerne reagerer, og vi kan opleve dem på en ny måde – ikke kun med øjnene, men også med ørerne”.

Note til underviseren:

Nu skal eleverne gøre deres Rum-ZOO interaktiv ved at koble deres fysiske model med lyd ved hjælp af Makey Makey Interactive posters dvs. eleverne udvælger bestemte områder og indsætter “knapper” i form af fx “soldater” i metal, der er forbundet med Makey Makey’en på bagsiden. Når man rører ved disse områder, afspilles en lyd fra computeren.

På den måde fungerer Makey Makey’en her som bindeled mellem det fysiske (pap, model, berøring) og det digitale (lyd fra computer eller app).

Fokus

  • Kredsløb
  • Sammenhæng mellem input og output
  • Fortælling og lyd

Nogle væsner på planeten lyser, bevæger sig eller reagerer på omgivelserne. Måske blinker de i mørket, bevæger sig langsomt frem eller ryster, når man kommer tæt på.

Kan vi få vores væsner til det samme?

Vi introducerer Scrappy Circuits, hvor vi arbejder med simple kredsløb med strøm, lys og bevægelse.

Undersøg og eksperimenter, hvordan I kan tilføje lys, der fx kan få væsnerne til at blinke eller gløde, eller små motorer, der kan få dele af modellen til at bevæge sig

Undervejs må vi prøve os frem og finde ud af:

  • hvordan vi får strøm til at løbe rigtigt
  • hvordan vi forbinder komponenterne
  • hvad der virker bedst i vores model

 

Note til underviseren

Scrappy Circuits er en enkel og kreativ måde at arbejde med elektriske kredsløb på, hvor eleverne bruger materialer som pap, tape og kobbertape til at skabe forbindelser.

I denne aktivitet bygger eleverne videre på deres Rum-ZOO og udvider deres modeller med lys og bevægelse. De arbejder med simple kredsløb bestående af:

  • batteri
  • ledende materiale (fx kobbertape)
  • komponenter som LED (lys) og motor

 

Eleverne lærer, at et kredsløb skal være lukket for at fungere. Når forbindelsen er korrekt, kan strømmen løbe, og fx en diode lyser eller en motor bevæger sig.

 

Fokus 

  • opbygge et lukket kredsløb
  • forbinde komponenter som batteri, LED og motor
  • forstå sammenhængen mellem strøm, forbindelse og funktion

“Nu er vores mission ved at være fuldført.

Vi har rejst gennem rummet, opdaget nye væsner, bygget deres levesteder og givet dem både lyd, lys og måske endda bevægelse.

“Nu er det tid til at åbne vores Rum-ZOO for andre.

Vi gør vores modeller klar og opstiller dem sammen, så de danner én samlet Rum-ZOO. Hver gruppe præsenterer deres væsen og fortæller om:

  • Navn på væsenet/arten
  • Hvordan det lever
  • Hvad det spiser
  • Hvordan det bevæger sig

Besøgende kan gå rundt i Rum-ZOO’en og selv prøve at interagere med væsnerne. Når de rører ved modellerne, kan de høre lyde, opleve lys eller se bevægelse”.

 

Fokus

  • Formidling og præsentation
  • Brugeroplevelse og interaktion
  • Refleksion over design og funktion
  • Samarbejde og videndeling

        Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.

        Ikke alle materialer er tilgængelige på alle centre. Måske kan du finde alternativer eller inspiration her:

        Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.

        Materialet er udarbejdet af
        CFUmaker, Anja Emilie Madsen
        Creative Commons - CC/BY/NC/SA
        Læs om rettighederne til dette materiale »