I dette undervisningsforløb dykker klassen ned i streetart-genren og udforsker, hvordan kunst kan bruges til at formidle budskaber.
Der arbejdes blandt andet med streetart-kunstneren KissMama.
Budskaberne i KissMamas kunst kan karakteriseres som skarpe, humoristiske og ofte samfundskritiske. Værkerne kombinerer en genkendelig grafisk stil med korte, præcise statements, der udfordrer sociale normer, stereotyper og magtstrukturer. Ved at placere sine værker i det offentlige rum gør KissMama kunsten tilgængelig for alle og bruger streetart som en platform til at kommentere og engagere sig i aktuelle emner.
Hvor KissMama har en mere skarp og mere bidsk tone, vendes fokus i dette forløb, så eleverne skaber deres egne streetart-figurer og positive budskaber, der kan forbedre skoledagen, men som også gerne må få os til at trække på smilebåndet. Igen skal kunsten placeres i det offentlige rum, og her kan det være rundt om på skolen. Eleverne tegner figurerne i hånden og skærer dem i skiltefolie på en folieskærer.
KissMama billedet i boblen til højre er fra Flickr r taget af ATD S-L
Brug forum til at diskutere ressourcen, stille spørgsmål og komme med gode fif og ideer. Forum
Hvad er streetart?
Forløbet indledes med en introduktion til streetart kunsten.
Streetart er en kunstgenre, der skaber visuelle oplevelser i byens offentlige rum. Genren opstod i forbindelse med graffiti og begyndte at vinde udbredelse i slutningen af 1990erne. Streetart er kunst, der er skabt til at være synlig for offentligheden og ofte bærer et budskab. Det kan handle om alt fra at gøre grå byområder smukkere til at kommentere på samfundsmæssige problemer som magtmisbrug, forurening og fattigdom. Mange streetartkunstnere vælger at være anonyme og bruger kunstnernavne, så fokus forbliver på værket og dets budskab frem for personen bag. Streetart er en kunstform, der både inspirerer og udfordrer os, fordi den eksisterer uden for kunstens traditionelle rammer og bruger det offentlige rum som lærred.
Keith Haring
Den amerikanske kunstner Keith Haring anses ofte som foregangsmanden til streetart. På mitCFU finder du to udsendelser om Keith Haring. Klassen kan evt. se en af dem i fællesskab.
Keith Haring – Popkunstner og aktivist
Præsentation af KissMama
Herefter laver du en præsentation af den danske streetart-kunstner KissMama med fokus på stil og budskaber. Vælg gerne et par værker ud til en billedsamtale på klassen. Se evt. på KissMamas egen Flickr side eller side på Instagram, hvor flere af værkerne er vist placeret ude i virkeligheden.
Bagefter drøftes mere generelt:
Introducer nu eleverne til designopgaven:
“Hvordan kan vi skabe streetart-figurer med positive budskaber til skolen?”
Figurerne skal skæres i skiltefolie på folieskæreren.
Lav så en fælles brainstorm i klassen, hvor I får mange idéer til figurer og statements.
Bagefter går eleverne rundt på skolen i små grupper og fotograferer eller skitserer steder, hvor deres kunstværker kan placeres. Eleverne noterer også idéer ned undervejs.
Introduktion til opgaven
Tilbage i klassen laver du en idégenereringsøvelse med eleverne både for at de får mere end én idé, men også for at de kan inspirere hinanden og bygge videre på hinandens idéer. Brug fx. 6-3-5 metoden.
Navnet refererer til formatet: 6 personer, 3 idéer per runde, og 5 minutters rotation. Metoden bruges til at generere mange idéer på kort tid og bygger på samarbejde og videreudvikling af hinandens idéer. Metoden kan tilpasses og bruges i en klasse, selv med yngre elever, ved at justere antallet af runder eller give ekstra tid til hver runde. Hver person får et ark papir opdelt i tre kolonner (én til hver idé) og seks rækker (én for hver runde).
Præsenter opgaven:
“Hvordan kan vi skabe streetart-figurer med positive budskaber til skolen?”
Første runde (5 minutter)
Hver deltager skriver/tegner 3 idéer i den første række på deres ark.
Fokus er på kvantitet frem for kvalitet – idéerne skal ikke være perfekte
Rotation og videreudvikling (3 min. pr. runde)
Efter 3 minutter gives arket videre til sidemanden til venstre for en selv.
I næste runde (og de følgende) bygger deltagerne videre på idéerne fra forrige person eller skriver/tegner helt nye forslag.
Processen gentages, indtil arket har været igennem alle 6 deltagere (5 rotationer).
Opsamling og sortering
Når alle runder er færdige, inddeles eleverne i mindre grupper, der sammen gennemser de genererede idéer og vælger, hvilke idéer der skal arbejdes videre med.
Eleverne arbejder på at lave håndtegninger af deres streetart-figurer. Det er en god idé at lade eleverne lave deres tegninger med en kraftig, sort tusch, da den dels giver det grafiske udtryk, som KissMama arbejder med, men den tykke streg er også nemmere at arbejde med på folieskæreren.
Hvis eleverne ikke kender til at arbejde med folieskærer, laves et lille fagligt loop, hvor de introduceres for maskinen. Der findes i højre side links til videoer I kan se til de to typer folieskærer, som laves af Brother – CM-modellerne og DX-modellerne. For at se hvordan I kan arbejde med håndtegninger, kan I desuden se denne video, som er lavet til maskinen Scan’N Cut.
Hvis I har en anden type folieskærer , kan I i stedet tage et billede af elevernes håndtegning og efterfølgende lave en sporing af billedet i den software som hører med til maskinen. I kan gøre det samme programmet Inkscape, som er et program der er gratis af downloade og bruge. Billedet gemmes så som .svg fil og eksporteres til maskinen.
Kunstvandring
Evalueringen kan foregå ved at klassen, evt. sammen med skoleleder, forældre eller en anden klasse laver en kunstvandring, hvor de præsenterer deres produkter og deres tanker bag.
Refleksion
I forhold til at eleverne får reflekteret over deres egen proces, kan der bruges en refleksionsblomst til at strukturere deres evaluering. I blomsten forholder eleverne sig til følgende punkter:
Eleverne farvelægger hver sektion af blomsten ud fra, hvor tilfredse de er (fx 1-5) og skriver korte kommentarer til deres valg. Øvelsen kan med fordel laves i grupper.
Nedenfor vises ressourcer som er udvalgt baseret på tags
Nedenfor vises ressourcer indenfor samme emne