Kan en pude virkelig gøre en forskel for elevernes læselyst? Eleverne i en 6. klasse var ikke i tvivl! Da en dansklærer spurgte sin klasse, hvad der kunne motivere dem mest til at læse mere, var svaret entydigt.
“At sidde på noget andet end den hårde stol i klassen” – citatet er fra denne artikel på Folkeskolen.dk
Så det giver rigtig god mening at lade eleverne skabe deres egne læselystpuder, så vi kan få pustet mere læseglæde ind i skolen og børn og unges liv.
At det derudover er en del af litteraturarbejdet og giver eleverne erfaringer med makespace-maskiner og mere håndgjorte teknikkers forskellige potentialer og begrænsninger, gør forløbet relevant i både danskfaget og håndværk og design.
Forløbet bygger samtidig på de didaktiske principper for fagfornyelsen om mere fordybelse, fællesskab, elevinddragelse og engagement.

Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app
Ideen er, at hver elev skaber sin egen personlige pude, som de kan sidde på, mens de læser i skolen. Med puden kan de let skabe et hyggeligt læsested alene eller sammen i en mindre læsegruppe. Med puden kommer der mere hygge, fællesskab og tryghed ind i læsemiljøet. Når alle i klassen har en pude, støtter det op omkring læsefællesskabet, ved at de kan sætte sig sammen i mindre læsegrupper, og hurtigt skabe et lille læsemiljø.
Efter hver læst bog skriver eleven et kort citat fra bogen på puden. De kan samle citater ind, mens de læser og udvælge ét bagefter. På den måde kan de både huske de bøger, de har læst, og forholde sig personligt og umiddelbart til litteraturen. Udvælgelse af citat kræver, at eleven tænker dybere over hvilke sætninger eller ord, der udtrykker noget centralt i romanen– måske endda peger på et tema.
Læselystpuden kan være med til at udvikle børn og unge som læsere og er et konkret visuelt udtryk for deres læseridentitet.
I tilknytning til læselystpuden indgår kropslige og sanselige oplevelser med materialer både i mødet med konkrete romaner, citater og i arbejdet med at omsætte tekst til konkrete visuelle og håndværksmæssige udtryk. Eleverne eksperimenterer med udtryk, teknikker og konstruktion, når de visualiserer og præsenterer centrale citater, og de sætter ord på eget arbejde og egne refleksioner.

Man kan lade eleverne designe puden i faget håndværk og design. Ellers kan man bede eleverne om tage en gammel pude med hjemmefra. Men puder kan også købes billigt mange steder for eksempel Ikea eller Jysk. Der findes mange puder i den her verden, som kan blive til læselystpuder😊
Når eleverne får puden, skal de finde på et navn til deres pude. Det er med til at knytte dem tættere til puden og støtte op om udviklingen af deres identitet som læser.
Eksempler på sjove iørefaldende navne er Ludvigs Lune Læselystpude eller Karins Krøllede krammepude. Eleverne kan prøve sammen i makkerpar at finde på navne, eller de få ideer fra en chatbot som fx SkoleGPT på navne med allitterationer (bogstavrim med samme forbogstav).
Forslag til prompt: “Kom med 10 eksempler på sjove navne med allitterationer til en læselystpude til en elev i 8. klasse, der hedder…”
I kapitlerne herunder er der beskrevet forskellige teknikker, som kan bruges til at skrive citater på puden med. Der ligger interessante didaktiske og faglige overvejelser bag hvilken teknik, man vælger. Hver teknik rummer forskellige fordele og ulemper, som man må forholde sig til. Teknikker vil altid indebære bearbejdning af et materiale, og eleverne vil derfor også opnå praktiske erfaringer med, hvordan et materiale ser ud, dufter, lyder, føles og reagerer ved håndværksmæssig bearbejdning.
Forskellige teknikker på samme pude kan give et varieret og interessant udtryk og give anledning til, at man sammen med eleverne reflekterer over de forskellige teknikkers potentialer og udtryk. Der er stor forskel på maskinernes fejlfri skrift og det mere uperfekte håndlavede udtryk.
Det er oplagt sammen med eleverne at arbejde med deres bevidsthed om bæredygtighed, miljø og ansvarligt ressourceforbrug, så de oplever at skabe og forbruge med omtanke for fremtiden.
Med tekstiltusser kan man nemt og enkelt skrive citatet på pudebetræk. Hvis man ikke har tekstiltusser, kan man også bruge andre typer tusser som fx Posca. Eleverne kan prøve sig frem med de tusser de har, inden de skriver det færdige citat på puden.
Fordele
+ enkelt, hurtigt og let.
+finmotorikken styrkes.
+ den personlige håndskrift gør udtrykket mere personligt.
+man får en kærkommen anledning til at lave et fagligt loop omkring håndskrivning.
Ulemper
-nogen eleverne kan opleve deres egen håndskrift som grim, og ubehjælpsom, det kan afhjælpes ved at lave et fagligt loop omkring håndskrift inden.
– det er ikke supernemt at skrive på alt slags stof, og man kan risikere at tusserne flyder ud. Man må prøve sig frem.

Med denne teknik skal eleverne skrive bogstaver med nål og tråd. Det er grundlæggende en enkel teknik. som stort set alle kan udføre uden den store instruktion.
Formålet er ikke at eleverne skal lære at brodere med korrekte sting og opnår et perfekt resultat, men at de får mod og lyst til at udtrykke sig med nål og tråd.
Det er en overvejelse værd om man vil instruere eleverne i konkrete sting som stikkesting og bagsting, eller om man vil lade eleverne selv eksperimentere med at skrive med nål og tråd.Mange kan finde ud af det uden instruktion, hvilket kan give selvtillid og lyst til udtrykke sig. Man kan også give eleverne valgmuligheden med at eksperimentere selv eller få en vejledning til stikkestings-metoden.
Det kan være en hjælp at skrive bogstaverne med blyant eller kuglepen, inden man broderer med tråd ovenpå.
Man kan brodere bogstaver med to typer sting:
Forslag til materialer:
Fordele
+ langsommeligheden og fordybelsen med en kropslig oplevelse.
+ den personlige udtryk gør det mere personligt og unikt.
+finmotorikken styrkes.
+det er hyggeligt at sidde sammen, og man få tit talt godt sammen imens. På den måde kan det også styrke fællesskabet.
Ulempe
-nogen eleverne kan opleve at det er svært motorisk at håndbrodere med nål og tråd. Det er en pointe i sig selv, at det ikke bliver perfekte sting.

Citat fra Ternet Ninja.
Man kan klippe bogstaver ud af tekstil, og lime det på med vlisofix, som man stryger det bag på stoffet.
Fordele
+ enkelt, hurtigt og let.
+ den personlige udtryk gør det mere unikt.
+finmotorikken styrkes ved at klippe.
+det er hyggeligt at sidde sammen, og man få tit talt godt sammen imens. På den måde kan det også styrke fællesskabet.
Ulempe
-teksten kommer til at fylde meget på puden, da man skal kunne klippe bogstaverne ud med en lille saks. Jo mindre bogstaver, jo sværere er det at klippe.
Hvis man har et makerspace med en broderimaskine, er det oplagt at denne kan bruges til projektet. Man kan også på flere CFU’er låne en.
Her er en simpel video der viser hvordan man skriver kort tekst med en Brother XXX
Fordele
+ Professionelt udtryk, som mange eleverne vil kunne lide.
+ Får mulighed for at prøve en spændende maskine som få har adgang til i hverdagen.
+ Hvis man i klassen har læst den samme roman og valgt et fælles citat, kan alle relativt nemt få præcis det samme udtryk på deres pude. Det kan understøtte fællesskabsfølelsen i klassen.
+ Valg af skrifttype er interessant danskfagligt. Hver skrifttype har et særligt udtryk. Hvilken skrifttype passer godt til citatets udsagn og mening – og hvorfor?
Ulemper
-Det er begrænsninger i citatets længde, da man kun kan skrive at mindre antal bogstaver på en linje af gangen – se hvordan i videoen.
– udtrykket er så fejlfrit, at det kan understøtte en perfekthedskultur. Tal med eleverne om fordele og ulemperne ved det fejlfri og det håndlavede.
-det kræver tid at sætte sig ind i teknikken både for lærere og elever – men det får man hjælp til i videoen.

Med en folieskærer er det to forskellige teknikker til at overføre tekst på tekstil.
Den mest enkle teknik er at bruge strygefolie, som skæres ud spejlvendt, og efterfølgende stryges på med varmepresse eller strygejern.
En anden teknik er at skære teksten ud som en stencil i plastfolie eller karton, og dubbe maling ovenpå.
Fordele
+ Meget professionelt udtryk, som mange eleverne vil kunne lide.
+ Får mulighed for at prøve en spændende maskine som få har adgang til i hverdagen.
+ Hvis man i klassen har læst den samme roman og valgt et fælles citat, kan alle relativt nemt få præcis det samme udtryk på deres pude. Det kan understøtte fællesskabsfølelsen i klassen.
+ Valg af skrifttype er interessant danskfagligt. Hver skrifttype har et særligt udtryk. Hvilken skrifttype passer godt til citatets udsagn og mening – og hvorfor?
Ulemper
-Det er begrænsninger i citatets længde/størrelse, da meget små bogstaver er svære at skære ud. Lav ikke bogstaver mindre end 1 cm i højden.
– udtrykket er så fejlfrit, at det kan understøtte en perfekthedskultur. Tal med eleverne om fordele og ulemperne ved det fejlfri og det håndlavede.
-det kræver lidt lige at sætte sig ind i teknikkerne både for lærere og elever.

Det er oplagt, at puderne bruges i forbindelse med bogklublæsning i dansk og på skolebiblioteket. Man kan læse mere om bogklubber og CFU KPs læselystklasser på denne webside https://cfu.kp.dk/fag/dansk/dansk-i-udskolingen/laeselyst/
Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.
Ikke alle materialer er tilgængelige på alle centre. Måske kan du finde alternativer eller inspiration her:
Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.
Creative Commons - CC/BY/NC/SA
Nedenfor vises ressourcer som er udvalgt baseret på tags
Nedenfor vises ressourcer indenfor samme emne