Green Screen scene
T Teknisk
Markér som favorit Fjern som favorit

Kom godt i gang med green screen

  • Fag På tværs af fag
  • Emne Makerteknologier
  • Trin Indskoling, Mellemtrin, Udskoling

Kunne du tænke dig at tage dine elever med på en virtuel rejse til fjerne lande, historiske begivenheder eller fantasiverdener – alt sammen uden at forlade klasseværelset?

Med green screen-teknologi, også kendt som chroma key, er det muligt!

Green screen er en enkel filmteknik, hvor en ensfarvet baggrund, ofte grøn, erstattes med billeder eller videoer ved hjælp af videoredigering.

Denne teknik åbner for nye muligheder i undervisningen, hvor eleverne for eksempel kan lave reportager fra historiske begivenheder og steder, agere som tour guides på forskellige sprog eller kombinere kunst og digte i fag som dansk og billedkunst.

Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app

Kapitler

Green screen er en filmteknik, hvor en scene optages foran en ensfarvet baggrund. Derefter erstattes baggrundsfarven med et billede eller en video ved hjælp af et videoredigeringsprogram.

Teknikken kaldes også chroma key. Grøn er typisk den farve, der bruges som baggrund, da det sjældent forekommer i tøjvalg, men i princippet kan alle farver anvendes.

Se de to videoer for at få en forståelse af, hvordan en green screen-optagelse fungerer.

Her kan du se, hvordan du først laver dine optagelser og derefter redigerer dem i WeVideo, som er en del af Skoletube.

Du kan vælge at uploade dine videooptagelser via drev eller ved hjælp af en QR-kode i Skoletube.

Se mere om WeVideo i den tilhørende video.

I kulturfagene har du flere fagligt gode perspektiver og brugsmuligheder med green screen. Green screen kan skabe variation og nytænke flere af de gængse og klassiske undervisningsaktiviteter, såsom rollespil, reportager og et visuelt værktøj til f.eks. kildeanalyse.

I historie kan dine elever f.eks.:

  • Lave reportager fra bestemte begivenheder og episoder
  • Lave rollespil med historisk passende baggrunde
  • Lave kildeanalyse, hvor eleverne kan forklare sig foran den pågældende kilde 
  • Lave anderledes tidslinjer, også i en mere relativ kronologisk opgave.

I samfundsfag kan dine elever f.eks.:

  • Lave reportager fra geografiske eller politiske brændpunkter
  • Forklare statistik eller andre modeller
  • Indtage politiske “kasketter” i de rette omgivelser.

I kristendom kan dine elever f.eks.:

  • Lave interview af vigtige religiøse personer
  • Tage jorden rundt og sætte fokus på religionernes udtryk i forskellige verdensdele
  • Tage på en kronologisk udviklingsrejse i religioner
  • Undersøge forskellige religiøse problemstillinger ved at vise og kommentere på de forskellige religioners syn på sagen.

Arbejdet med green screen er oplagt i sprogundervisningen. Teknologien åbner døren til en helt ny verden af sproglige muligheder, der kan tilpasses lige netop det tema, I har fokus på i undervisningen.

I mange situationer vil stillbilleder være det optimale til eleverne i begyndersprog, da de ikke skal forholde sig til baggrundsskift, men kan fokusere på det sproglige indhold. 

Når eleverne bliver mere sprogligt sikre, kan baggrunden udvikles til at indeholde flere stillbilleder efter hinanden. Når sproget bliver mere flydende, er det oplagt at lade baggrunden være levende billeder. Det kræver en anden timing af eleverne, men lægger samtidig op til spontanitet og nærvær i det sproglige arbejde. 

 

Indskolingen/mellemtrin:

  • Lad eleverne tage på sproglige billedtur i supermarkedet. Her kan sættes fokus på varernes navne, farver, anvendelse, måltider etc.
  • Brug billeder fra husets eller skolens forskellige rum. Træn ordforråd eller korte sætninger og aktivér flere elever på en gang ved at lade dem lave små dialoger i det udvalgte rum.
  • Brug billeder af dyr eller billeder fra grundbogen, og lad eleverne lave små dialoger ud fra dette. Lad dem beskrive enkle situationer eller genstande

Mellemtrin/udskolingen:

  • Send eleverne ud i verden og lad dem rapportere fra forskellige begivenheder. Aktiver flere elever på en gang og lad opgaven være et interview eller en dialog. Vinklen kan være nutidig eller historisk. Hvad med en rapport fra Australiens dyrepark, Apollo 11 eller Mandelas løsladelse? Det kunne også være en sportsbegivenhed eller en aktuel politisk begivenhed
  • Lad eleverne være tour guides i storbyer verden over. Planlæg rejsen til fx Berlin eller London ved at lade eleverne vise rundt og fortælle om kultur og historie. Eller hvad med en virtuel rundvisning på kendte museer eller historiske bygninger?
  • Præsenter din by, dit hjem, din fritid på denne måde.

Green screen vil være godt at bruge, hvis der skal produceres kortfilm, animationer eller reklamer.

I kan f.eks. arbejde på tværs i dansk og billedkunst. I dansk arbejder eleverne med lyrik. De skal skrive et lyrisk digt. I billedkunst kunne de lave et maleri, som er i samme tema og stemning som digtet.

Så kunne maleriet være baggrund, og eleven læser sit digt op. På den måde arbejder eleverne undersøgende, skriftligt, mundtligt og producerende.

Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.

Ikke alle materialer er tilgængelige på alle centre. Måske kan du finde alternativer eller inspiration her:

Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.

Materialet er udarbejdet af
CFUmaker, Henriette Hjelm Hansen
Creative Commons - CC/BY/NC/SA
Læs om rettighederne til dette materiale »