I dette forløb arbejder eleverne med en designopgave ud problemstillingen Plastikforurening i havene.
De vil blive mødt af forskellige inspirationskilder og tilgange til at forstå problemstillingen, og skal omdanne det til en skulptur ud fra deres tolkning af problemstillingen.
Forløbet er tænkt til billedkunst som valgfag med et aspekt af teknologiforståelse. Det kan tilpasses til 5 og 6. klasse eventuelt i et tværfagligt forløb med natur og teknologi.
Forløbet er bygget op ud fra Fablabs designcirkel. Det er væsentligt, at der undervejs itereres frem og tilbage mellem faserne flere gange for på den måde at give tid og rum for, at eleverne får tid til indtryk, refleksion over det de ser og oplever, og får mulighed for at give det et visuelt udtryk.
Som en del af forløbet skal eleverne indtænke brugen af en Micro:bit med tilhørende komponent i deres skulptur.
Forløbet startes ud med at eleverne introduceres til en global problemstilling: plastikforurening i havene.
Plastikforurening vil senere blive udgangspunktet for en kunstudstilling, hvor eleverne gennem deres værker gør opmærksom på problemet.
Evt. kan I starte med at se den korte animationsfilm her til højre. Den hedder: The Waiting Room: “A recycle a day keeps the doctor Away.”
Filmen handler om hvilke konsekvenser det har for havdyrene, når plastikemballage smides i naturen og ender i havet.
For at eleverne får viden om emnet anbefales det, at bruge lidt tid på, få mere viden om problematikken. Det kan gøres på forskellig måde. Herunder er der nogle forslag:
Se videoen, En verden af plastik, produceret af Plastic Change – som er er en NGO – organisation som arbejder mod plastikforurening i havet.
Se videoen: En verden af plastik
Det kan også være: Chris Jordan – fotograf som på øen Midway Island fotograferer albatrosser, der dør af og med plastik i maven, da de bor på en ø, som opsamler meget af den plastik, der ender i verdenshavene.
Se fotos af Chris Jordan på hans hjemmeside her.
http://www.chrisjordan.com/gallery/midway/#CF000774%2015×20
Chris Jordan (via U.S. Fish and Wildlife Service Headquarters) / CC BY 2.0
Du kan også vælge at koble forløbet op på at arbejde med FN’s Verdensmål med særlig fokus på mål nr. 12 (ansvarlig forbrug og produktion) og 14 (livet i havet). Du finder verdensmålene her:
Eleverne introduceres for kunstnere, der sætter spot på klimaudfordringer gennem deres kunst.
Forskellige kunstere har gennem tiden arbejdet med klimaudfordringer og det at debat i samtiden vha. deres kunst. En nutidig dansk kunstner er Jens Galschiøt. Han er en kunstner, der arbejder med skulptur og installationskunst.
Galschiøt arbejder med at provokere gennem sin kunst. Han er blandt andet kendt for sin Skamstøtte, Den indre svinehund og Hungermarchen. På billedet til venstre ses hans skulptur, Unbearable. Der viser den graf som viser den globale udledning af CO2 og en spiddet isbjørn.
Læs mere om skulpturen her på Jens Galsciøts egen hjemmeside.
Jens Galschiøt, CC BY-SA 4.0
En anden kunstner er den schweitziske samtidskunstner Thomas Hirschhorn, som i 90’erne blandt andet skabte opmærksomhed vha. sin installationskunst, hvor han fyldte hele rum op med engangsmaterialer.
Læs mere om værkerne Too Too – Much Much her.
De senere år har han blandt andet arbejdet med redigerede fotos kaldet pixel collages. Her tages billeder af døde personer fra krigsscener. Hirschhorn tager og blæser disse billeder op og forstørrer dem til billboard-format. I mange af Hirschhorns værker står det forfærdelige synligt og udækket, mens andre dele af collagen med modebilleder er pixeleret.
Læs mere om Thomas Hirschhorn her.
Lux & Jourik via Flickr, Thomas Hirschhorn, Too Too – Much Much, November 2010
Holdet tager på en fælles tur på stranden eller ved søen. Fokus på at samle skrald, som tages med hjem til skolen. Ud fra det indsamlede laves skulpturer, som gerne skal forholde sig til temaet om forurening, plastik og skrald.
Eleverne noterer deres refleksioner over intentionerne med deres værk i deres logbog.
Eleverne introduceres nu til opgaven om at skulle lave en skulptur eller installation. Plastik og genbrug af plastik skal indgå i skulpturen, ligesom lys og dioder skal indtænkes. Det vil nu være en god idé som underviser at rammesætte nogle øvelser, hvor fokus er at eleverne får idéer til deres videre arbejde. Herunder er beskrevet en øvelse, som ikke skal ende ud i et egentligt produkt, men mere skal træne elevernes divergente tænkning.
Andre øvelser kan være idémylder, Crazy 8 eller noget helt tredje. Målet er, at eleverne gennem idégenereringen får idéer, som vil sætte dem i stand til at udarbejde en eller flere skitser til den skulptur, de vil lave.
Underviseren laver en stor sæk med ting. Eleverne trækker én ting hver fra sækken uden at kigge.
Nu går de rundt mellem hinanden og lader tingene “mødes”. Det kan være en plastiksandal, som mødes med nogle engangskrus og et mundbind. De skal så finde på ideer til, hvilken skulptur det kunne skabe. Alle idéer er lige gode, også de fjollede, og mærkelige. Fokus i øvelsen er ikke at skabe egentlige produkter, men mere at få gang i og øvet den kreative tænkning. Når man har “brugt” en ting nogen gange, må man gerne bytte sin ting ud med en ny. Lad øvelsen var ca. 10 – 15 minutter.
Der indgår Micro:bit i elevernes produktioner. Forløbet forudsætter, at eleverne har brugt disse før. Hvis eleverne ikke har kendskab til arbejdet med dioder og Microbits, lægges her et fagligt loop/kursus, hvor de lærer det grundlæggende. De kan findes inspiration hertil på Dr.dk/ultrabit eller på microbitabsalon.dk. Eventuelt kan forløbet laves tværfagligt med et naturvidenskabeligt fag, hvor det at lære om Micro:bitten og arbejde med komponenter som dioder og lysstrips kan foregå.
Eleverne kan fx. afprøve at arbejde med plastik fx. ved at lave et lysende væsen fx. fisk, en gople eller et andet havdyr ud af plastik. Og så indsætte lys i skulpturen vha. dioder og lade Microbitten styre lyset.
Nu er eleverne klar til at gå i gang med deres egentlige fabrikation. De planlægger en skulptur, hvori Microbitten indtænkes som en del af værket. Undervejs tager de billeder af deres proces, ligesom de skriver deres refleksioner om værket ned i en logbog.
I billedgalleriet ses nogle eksempler på elevproduktioner. I den ene skulptur er flere komponenter indtænkt fx. servomotorer og sensorer. Nederst ses en lille video, hvor man kan se skulpturen bevæge sig.
Der arrangeres en kunstudstilling på skolen, hvor forældre og andre elever inviteres på besøg.
Efter udstillingen reflekteres fælles på holdet om de med deres kunstværker formåede at få formidlet deres budskaber til publikum.
Plastic Change: På deres hjemmeside ligger undervisningsmateriale, som man frit kan bruge henvendt til forskellige klassetrin og fag.
https://plasticchange.dk/videnscenter/#undervisning
DR’s undervisningsmateriale, Plastik Fantastik: https://www.dr.dk/skole/fysik-og-kemi/udskoling/tema/plastik-fantastisk
Norden i Skolen har også lavet et forløb om plastik i havet: https://nordeniskolen.org/da/klima-natur/plastik-i-havet/
Om Micro:bit
DR Ultrabit https://drultrabit.dk
Micro:bit Absalon www.microbitabsalon.dk
Nedenfor vises ressourcer som er udvalgt baseret på tags
Nedenfor vises ressourcer indenfor samme emne