Hvordan kan skrald blive til skatte? Og hvad sker der, når fantasi, værktøj og genbrug mødes i et legende værksted?
I Shanes Verden inviteres eleverne ind i et univers, hvor alt kan bygges, fortælles og forvandles – og hvor kreativitet, fantasi og teknologi smelter sammen i praksis.
Forløbet er oplagt til fagene billedkunst, dansk, håndværk/design og natur/teknologi i indskolingen (0.–4. klasse). Eleverne skaber deres egne væsner, fortællinger og opfindelser med udgangspunkt i udsendelserne fra Shanes Verden. Undervejs arbejder de med genbrugsmaterialer, designprocesser og teknologiforståelse, og der er rig mulighed for at eksperimentere, bygge, afprøve og lege sig frem til løsninger.
Ressourcen kombinerer storytelling, byggeri og teknologi i et forløb, hvor eleverne får lov til at tænke med hænderne.
De undersøger, hvordan man kan give nyt liv til materialer, hvordan idéer bliver til virkelighed, og hvordan fejl kan blive til nye opdagelser.
Forløbet understøtter en eksperimenterende maker-tilgang: eleverne bygger, tester og justerer undervejs, og læreren fungerer som facilitator og medskaber i stedet for instruktør.
Eleverne arbejder med:
Dansk: Fortællekompetence, sproglig kreativitet og formidling gennem egne historier og karakterer.
Billedkunst: Eksperimenter med farver, former og materialer – med genbrug som kunstnerisk ressource.
Håndværk/design: Materialeforståelse, konstruktion og iterative skabende processer.
Natur/teknologi: Teknologi og konstruktion med f.eks. MakeDo og LEGO Spike – og forståelse for bæredygtighed og innovation.
Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app
Forløbet kan gennemføres på mange måder – afhængigt af elevernes alder, faglige fokus og tilgængelige materialer. Her er et bud på en mulig struktur:
1. Fælles start – fortæl eller se et afsnit
Start med en fælles oplevelse. Se et afsnit af Shanes Verden sammen, og tal om temaet, figurerne og de skøre idéer. Brug afsnittets dilemma som benspænd: fx “Hvordan kan vi bygge noget, der hjælper nogen?”
2. Idé- og byggefasen – leg og eksperimentér
Lad eleverne bygge videre på Shanes verden. Brug genbrugsmaterialer, pap, tape og MakeDo-værktøj til at skabe nye opfindelser, væsner eller steder.
Her er der ingen forkerte løsninger – kun nysgerrighed og afprøvning.
3. Fortællinger og teknologi
Når modellerne tager form, kan eleverne give dem liv gennem fortællinger, lyd eller bevægelse. Med LEGO Spike kan de eksperimentere med bevægelse, lys eller sensorer, så deres figurer bliver interaktive og teknologiske.
4. Fælles præsentation og refleksion
Afslut forløbet med en udstilling, fernisering eller fortælletime, hvor eleverne viser deres verdener frem og reflekterer over, hvordan de har arbejdet. Hvad lykkedes? Hvad overraskede? Hvad kunne de tænke sig at prøve igen?
Hvert afsnit af Shanes verden har et dilemma, et problem eller en udfordring af en slags, som en af Shanes venner skal komme og være med til at løse.
Her er en oversigt over de forskellige temaer der er i historierne.
Oversigten kan bruges, når der skal udvælges afsnit som eleverne skal se, og måske digte videre på, eller få inspiration fra.
Harry Krimskrams: Malika skal hjælpe Shane og hunden Jacob med Harrys Krimskrams butik. I isenkrams butikken er der masser ting at købe – en masse dimser og dingenoter. Men butikken er blevet gammeldags og besværlig at have og Harry er blevet metal-træt. Han gider ikke have en isenkrams-butik mere, han vil have en butik, hvor han kan sælge is, der kun koster et kram i stedet. Nu skal Shane og Malika lave butikken om, så den passer til Harrys nye fantastiske ide. Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at skabe deres egne sjove historier om butikker med ting vi ikke kender til, og bagefter kan de bygge deres egne butikker.
Stjerneraketten: Pudsenauterne skal på vigtige missioner i rummet, så der skal bygges rumraketter og laves kontrolpaneler. Vilmer kommer på besøg i værkstedet, og skal hjælpe Shane og hunden Jacob med at bygge, så stjernepudsenauterne kan komme ud på nye rumeventyr. Vilmer hjælper med at bygge en madautomat som sikrer at stjernepudsenauterne kan få mad i rummet.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at bygge en rumstation, og finde på historier til de spændende rejser de kan tage ud på.
Bilmester Benny: Benny har en bilvask, og han elsker at vaske biler. Men hans vandspand er gået i stykker. Shane og hans ven Emilio beslutter sig for at hjælpe Benny med at bygge en automatisk bilvaske-maskine. Den bliver hurtigere og smartere, så alle kan nå at få vasket deres biler.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at finde andre ting i hverdagen, som man måske kan automatisere. De kan arbejde med at skabe deres egne historie og bygge deres egne seje opfindelser.
Titusindtårn slottet: Pixi skal hjælpe Shane og hunden Jacob med at få styr på alle børnehjemsbørnene, der skal flytte fra børnehjemmet hjem til den ellers ensomme konsul på hans kæmpe slot. Her skal der bygges senge til alle de forældreløse børn. De får heldigvis hjælp af noget tryllepulver.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at lave fantasifulde historier og bygge nye verdener, hvor noget meget forfærdeligt bliver til et rigtigt eventyr. Måske ved hjælp af lidt magi?
Heksenes halloween: Heksefamilien elsker Halloween – men hvad mon kan skræmme dem? Heksefamilien får besøg af en lille ren pige med rent fint tøj, og de bliver SÅ bange for hende. De hader nemlig alt der er rent og pænt, og syntes at det er noget så skræmmende. Heldigvis kommer Clemens på besøg hos Shane og hjælper med at bygge noget som heksefamilien kan bruge til at skræmme den lille pige væk, der ellers ikke virker til at være bange for noget.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med bygge deres egne skæmmende historier og væsner. Undervejs kan undersøge eleverne hvad der er uhyggeligt og samtidig sjovt.
Viggo Skræmmelagen: Viggo Skræmmelagen har boet i en gammel ridderborg i over 800 år. Men en dag kommer ejendomsmægler Jan, han vil købe borgen og bygge den om til et luksushotel. Nu er der brug for hjælp. Ejendomsmægler Jan tror ikke på spøgelser, så Viggo kan ikke skræmme ham væk. Nu skal Shane og Emilio hjælpe med at lave en rotte, for rotter må der bestemt ikke være på et luksushotel, og måske kan de skræmme Jan væk. Heldigvis kan rotten Bo godt hjælpe Viggo, og de bliver gode venner. Bo og Viggo finder på mange ting der kan skræmme Jan, det ender med, at han heldigvis skynder sig at køre sin vej igen.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at skabe historier, hvor det handler om at være gode venner der hjælper hinanden.
Palle Perlefisker: Pixi kommer på besøg hos Shane og hunden Jacob, der i dag leger at værkstedet er nede på havets bund. Palle Perlefisker skal hjælpes i dag. Palle vil gerne finde en særlig perle nede på bunden af havet til sin fattige mor, som har fødselsdag. Palle skal bare lige først opfinde noget der kan få frøken Østersen fri. Hun sidder nemlig fast i et fiskegarn. Nu må Pixi og Shane hjælpe Palle med at skabe en mekanisk krabbe, der kan klippe selv de sejeste fiskegarn op, så de kan hjælpe frøken Østersen fri igen. Det lykkes heldigvis. Og som tak får Palle en flot perle til sin mor.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at skabe enundervandsverden fyldt med spændende vandvæsner og eventyr.
Kunsttyven: Shane er i dag blevet til en tyv der hedder Asger. Asger er kommet til at stjæle en del kunstbilleder på byens kunstmuseum. Ud over at stjæle billederne er han også kommet til at male på kunstbillederne og nu har han frygtelig dårlig samvittighed. Pixi kommer på besøg, og hun hjælper ham med at ringe til museumsdirektøren for at sige undskyld. Men først skal de lige bygge en telefon, så de kan ringe. Heldigvis bliver museumsdirektøren ikke sur, men syntes faktisk at Asgers maleri over på kunstbillederne er flotte, og han foreslår at de laver en udstilling med de stjålne billeder.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med selv at lege kunsttyve og male ovenpå gamle billeder. Måske endda lave nye fortællinger til billederne og udstille dem et sted på skolen.
Pølse Pia:
Pixi kommer på besøg hos Shane og hunden Jacob. I dag handler historien om en gammel hullet strømpe som Shane har lavet om til Pølse Pia. Pølse Pia vil gerne være fotomodel og hun skal være med i miss Pølseskins konkurrencen i Herning. Hun har derfor brug for en bodyguard, der kan beskytte hende fra sultne hunde og andre der gerne vil spise hende. Shane og Pixi bygger kaktussen Jens, der ser sej ud, kan beskytte Pølse Pia og køre hende til Herning på sin motorcykel.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at bygge og skabe en fantasiverden fyldt med mad-væsner. Alle kan evt. lave væsner af strømper.
Dorthe Langhals
Ude i den store vilde urjungel bor den osteelskende hyggosaur Dorthe Langhals. Dorthe Langhals har en ven der hedder Egon Emmenthaler, som er mus. Ingen af dem har smagt ost, men vil rigtig gerne smage det. De har hørt om en stor lækker hemmelig ostegrotte i junglen. Heldigvis får de hjælp af det store kloge træ og går på jagt mellem kødædende blomster efter den gyldne ostegrotte. De får brug for at bygge en fed spyflue, der kan lokke de kødædende blomster. Det skal Shane og Pixi hjælpe dem med. De fanger spyfluen med et stort net og kommer ind i ostegrotten.
Efter at have set dette afsnit kan eleverne f.eks. arbejde med at bygge deres egne spyfluefangere, eller bygge egne eventyr om ost, eller andre lækre ting der findes i hemmelige grotter.
HER finder du alle udsendelserne på mitcfu.
Nedenfor vises ressourcer som er udvalgt baseret på tags
Nedenfor vises ressourcer indenfor samme emne