U Undervisning
Markér som favorit Fjern som favorit

Brug Indi til matematik i indskolingen

  • Fag Matematik, Teknologiforståelse
  • Emne Robotter og programmering
  • Trin Indskoling
  • Tidsforbrug
  • Sværhedsgrad

Sphero Indi er en lille robotbil, som designet til de yngste elever. Indi kodes gennem farvede brikker, som eleverne placerer på gulvet for at styre robotten. Hver farve har en bestemt funktion – fx betyder grøn “start og kør ligeud”, mens lilla betyder “snur rundt”. Indi reagerer på farverne med det samme, så eleverne får øjeblikkelig respons på deres handlinger.

Med Indi kan dine elever arbejde med grundlæggende matematiske kompetencer som problemløsning, ræsonnement og repræsentation. Eleverne udforsker ruter, mønstre og retninger, og de får mulighed for at arbejde med positionsangivelser, afstand, rækkefølger og logiske sammenhænge. Samtidig styrker eleverne deres mundtlige matematiske sprog, når de beskriver, undersøger, forklarer og samarbejder om at finde løsninger. Indi lægger op til en undersøgende og legende tilgang, hvor eleverne eksperimenterer og lærer af deres fejl – og det passer godt til indskolingens læringsformer.

Nedenstående undervisningsidé har fokus på førfaglige ord og tager udgangspunkt i en legende og undersøgende tilgang. Når eleverne undersøger, oplever lærere nemlig ofte at eleverne taler meget sammen, undrer sig, forsøger sig frem, afprøver igen og igen og løbende evaluerer.

Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app

Kapitler

De førfaglige ord er helt centrale i matematikundervisningen, fordi de danner broen mellem hverdagssprog og det matematiske fagsprog, og fordi de understøtter børns mulighed for at deltage, forstå og tænke fagligt. Førfaglige ord som mere end, bagved, først, mellem, dreje, længere end giver eleverne et sprog, de kan bruge i samtaler om matematiske situationer – længe før de lærer fagudtryk som differens, symmetri eller koordinatsystem.

Når du arbejder med robotter som Sphero Indi, kan de førfaglige ord hjælpe eleverne med at tale om ruten, beskrive retninger og forudse bevægelser. Det gør dem i stand til at samarbejde og løse problemer i fællesskab.

Sproget understøtter tænkning, så når eleverne lærer at sætte ord på handlinger og relationer, styrker det deres evne til at tænke matematisk. Når du er opmærksom på at introducere, støtte og fastholde brugen af førfaglige ord, sikrer du, at alle elever kan være med – også dem med sproglige udfordringer eller flersproget baggrund.

Eksempler på førfaglige ord:

Lige, skæv, over, lang, kort, mindre, tung, let, større, høj, lav, mellem, tæt på, langt fra, under, før, efter, halv, inde, hel, del, ude, foran, bagved, midt i, tom, ved siden af, fuld, rund, kantet.

Først skal eleverne lære Indi at kende. Eleverne får i grupper udleveret en kasse med brikker og en Indi. De skal undersøge hvordan den virker. Du skal ikke give en introduktion inden, men understrege at pointen i opgaven er, at dine elever skal være nysgerrige og undersøgende. Afsæt ca. 20 min. til denne del.

Efter første del laves en kort samling, hvor eleverne deler hvad de har fundet ud af.

Næste opgave er at få Indi til at gøre noget imponerende! På denne måde lære eleverne Indi bedre at kende.

Med tape, pap, LEGO eller andre materialer, skal eleverne få Indi til at gøre noget, som de selv synes er imponerende.

Det kunne være at få Indi til at:

– køre op af noget stejlt

– køre gennem en port eleverne bygger

– gøre særlige ting på ruten

– trække noget

Afsæt 20-30 minutter til denne del.

Eleverne får en række førfaglige ord. Det kunne være ord som over, mellem, under, ved siden af, rund, foran, bagved.

Eleverne skal nu bygge en bane, hvor Indi følger en rute, der tager højde for de førfaglige ord de har fået. Enten kan alle få de samme ord eller også får man eks. 5 tilfældige førfaglige ord.

Afsæt ca. 30 minutter til denne opgave.

Materialet er udarbejdet af
Karen Mikkelsen
Creative Commons - CC/BY/NC/SA
Læs om rettighederne til dette materiale »