I denne lille aktivitet skal eleverne designe og bygge deres eget hjerte af pap og Makedo. Hjertet skal kunne hænge i en snor og indeholde mindst to interaktive funktioner – små bevægelige, åbne, skjulte eller overraskende elementer, der viser, hvad eleven brænder for, drømmer om eller gerne vil blive bedre til. Formålet er at give eleverne et konkret, legende og kreativt sprog til at udtrykke noget personligt på en måde, der både kan ses, mærkes og vises frem.
At arbejde med Makedo og pap giver mening, fordi materialerne er enkle, tilgængelige og indbyder til eksperimenter uden frygt for at gøre noget “forkert”. Eleverne kan afprøve idéer, bygge om, tilføje nye lag og lade deres tanker tage fysisk form. Metoden understøtter en undersøgende tilgang, hvor hænderne hjælper tankerne på vej, og hvor det personlige indhold bliver forankret i et selvskabt artefakt.
Ressourcen lægger op til kreativ og eksperimenterende læring ved at give eleverne et åbent designproblem: Hvordan kan et pap-hjerte få liv og fortælle en historie? Der er ingen faste facit – kun muligheder. Gennem skitser, prototyper, test og legende konstruktion får eleverne mulighed for at udtrykke deres identitet, bruge deres fantasi og opdage nye måder at skabe mening gennem materialer og maker-metoder.
Deltag i vores CFUmaker online fællesskab på Oase.app
Link til Oase.app – både QR kode til mobil app samt link til Oase.app

Her finder du lidt inspirationsbilleder til projektet.
Hvis eleverne ikke har arbejdet med Makedo før, så giv dem god tid til at udforske. Det kan være svært at forestille sig det, hvis ikke man har bygget i det før.
Find måske sammen nogle inspirationsbilleder på nettet, eller brug dem herunder.
Husk at lav et par feedback-loops under processen, hvor eleverne kan dele, og give hinanden gode ideer. Pointér for dem, at man finder inspiration i hinandens ideer og metoder, og det er positivt, når nogle har så gode ideer, at de andre kopierer dem. Det ender alligevel altid med unikke udtryk, når man arbejder med MakeDo.
Slut af med en lille fernisering, når alle hjerterne er hængt op på snor. Lad eleverne forklare deres ideer og proces for hinanden i små grupper.
Film og TV-udsendelserne kan bruges i før-fasen til at få eleverne stemte til opgaven, eller give den en retning.
I disse to forslag er der fokus på barndommen. – og hvordan man kan tage det gode fra barndommen med sig videre i livet.
Animationsfilm – Den lille prins
I en stringent og firkantet verden, hvor alt handler om at blive voksen, bor en lille pige sammen med sin mor. En dag møder pigen den sære nabo, Piloten, der giver hende de første sider i historien om Den lille prins. Snart begynder en magisk og eventyrlig rejse, hvor pigen genopdager vigtigheden af at være barn og altid at følge sit hjerte.
Lad eleverne efterfølgende gå ind i temaet om at følge sit hjerte, og mærke efter hvad der betyder noget.
Øgendahl og de store forfattere – Halfdan Rasmussen
Se med, når Øgendahl går på opdagelse i Halfdans folkekære børneunivers fra “Mariehønen Evigglad” til “Halfdans ABC”, og undervejs drømmer sig til fantasimøder med forfatteren. Er det rigtigt, at Halfdan skrev sine første børnedigte af nød og ikke af lyst? Og havde han i virkeligheden en drøm om at skrive triste digte?
Halfdan Rasmussen havde i hvert fald noget på hjerte med sine rim og digte. Lad eleverne evt læse Barndommens Land, og tal om hvordan de selv ville beskrive deres egen barndom. Hvad vil være vigtigt at tage med fra barndommen til ungdoms og voksenlivet for dem?
Bring derefter hele designprocessen i gang, med at bygge et hjerte med et budskab.
Her er en liste over relevante materialer på mitcfu som kan bruges til denne ressource. Klik på materialet for at gå til mitcfu.
Creative Commons - CC/BY/NC/SA
Nedenfor vises ressourcer som er udvalgt baseret på tags
Nedenfor vises ressourcer indenfor samme emne