U Undervisning
Markér som favorit Fjern som favorit

Modsætninger – skær i gamle kunstbøger med Brother ScanNcut.

  • Fag Billedkunst, Dansk, På tværs af fag
  • Emne Makerteknologier
  • Trin Mellemtrin, Udskoling
  • Tidsforbrug
  • Sværhedsgrad

Dette forløb kombinerer kunst, teknologi og kreative processer, hvor deltagerne skaber unikke, visuelle fortællinger ved at genbruge gamle kunstbøger med Brother ScanNCut. Forløbet udfordrer deltagernes kreativitet og styrker deres forståelse for materialer, design og digitale værktøjer. Det er en sjov, praktisk og meningsfuld måde at arbejde med modsætninger på gennem eksperimenterende og æstetiske processer.

På loppemarkeder og i genbrugsbutikker kan man være heldig at finde gamle kunstbøger fyldt med spændende billeder og kunstværker.

Måske har I også nogle relevante bøger liggende et sted på skolen?

Måske bliver bøgerne ikke brugt mere? Dette forløb giver et bud på, hvordan man kan bruge de gamle bøger med et nyt formål: At skabe nye kunstværker, med særlige temaer.

Formålet med forløbet er at gå på opdagelse i gamle, måske glemte kunstværker og genfortolke dem på en alternativ metode.

Til forløbet bruges en folieskære/skæreplotter, men man kan også bruge andre teknikker, hvis man ikke lige har denne teknologi tilgængelig.

Brug forum til at diskutere ressourcen, stille spørgsmål og komme med gode fif og idéer: Forum tråd

Kapitler

Kort oversigt over forløbets struktur

Forløbsoversigt:

  1. Introduktion:
    • Præsentation af forløbets mål og fokus på at arbejde med modsætninger i designprocessen.
    • Gennemgang af materialer (gamle kunstbøger) og teknologien (Brother ScanNCut).
  2. Eksperimentering:
    • Praktisk introduktion til Brother ScanNCut.
    • Eksperimenter med skæring og opsætning af designs.
  3. Skabelse af visuelle fortællinger:
    • Udvikling af designs med fokus på modsætninger (fx lys/mørke, natur/kultur, orden/kaos).
    • Skabelse af færdige kunstværker ved hjælp af de udskårne elementer.
  4. Afslutning og refleksion:
    • Præsentation af de færdige værker.
    • Refleksion over processen: Hvad har vi lært om modsætninger, design og teknologi?

 

Overvejelser og inspiration til arbejdet med temaet “Modsætninger”.

Forløbet kan bygges op omkring en designproces.

Find inspiration til forskellige typer af designprocesser her: Designmodeller

Præsentationsfase: Eleverne arbejder med temaet “Modsætninger”, og skal i processen undersøge, idégenere og producere nye værker med udgangspunkt i eksisterende værker.

Undersøgelsesfase: Eleverne går på jagt i gamle kunstbøger efter værker, de syntes ser spændende ud. Inden undersøgelsen kan man have en samtale om hvad ordet “spændende” dækker over, og måske opstille nogle kriterier for, hvad de skal lede efter. Lad selv eleverne definere “spændende”. Som alternativ (alt efter hvilken elevgruppe man har) kan man lave nogle inspirationskort, som eleverne kan bruge i deres afdækning. Inspirationskortene kan eksempelvis være ord eller sætninger som: Flotte farver, smukt, grimt, behageligt, provokerende, gør én nysgerrig, ser lækkert ud, flot malet, hvorfor har kunstneren malet dette osv.?

Lad eleverne udvælge en bunke billeder, og lad dem forklare hvorfor billederne er blevet udvalgt.

Lad gruppen/klassen vælge ét billede af gangen. Lad eleverne beskrive, hvad de ser på billedet, og hvad de tror kunstneren vil udtrykke med billedet.

Herefter kan man lave en udvælgelsesfase, hvor eleverne vælger de billeder ud, som de vil arbejde videre med.

Idefasen:  Nu skal eleverne til at brainstorme på modsætninger til de udvalgte billeder. Et billede af gangen kommer eleverne med så mange modsætningsfyldte ord de kan, til hvert enkelt billede. Det er en fælles proces, hvor alle hjælper hinanden med at få ideer.

Feedbackfase: Nu laves der igen en udvælgelsesproces, hvor det bedste ord og modsætninger bliver valgt. Lad eleverne argumentere for hvorfor netop dette ord er det bedste. Lad evt. eleverne give hinanden feedback i grupper.

Produktionsfasen: Nu skal eleverne skære deres modsætningsfyldte ord ind i billedet. Hvis man ikke har en skæreplotter/folieskære, kan man finde på andre måder ordet kan indgå i kunstværket.

Først findes ord, og herefter opsættes ordet på billedet, ved at scanne det på skæremaskinen, så det bliver skåret det rigtige sted i billedet (Se den tekniske vejledning herunder)

Hvis man ikke har gamle kunstbøger, eller hvis man ikke vil skære i de gamle bøger, kan man nøjes med at tage kopier af bøgerne. Det kan være nødvendigt hvis eleverne skal arbejde med det samme billede. På den måde kan der komme mange versioner af det samme værk.

Vejledningen herunder er lavet med en Brother Scan’nCut SDX1250.

Først vælges den tekst man gerne vil have skåret. Dette gøres under menuen “Pattern”

Herefter vælger man funktionen “Scan”.

Når man trykker på ikonet, scanner skæremaskinen det billeder der er placeret på skæremåtten.

Herefter placeres teksten der hvor man gerne vil have det skåret. Se videoen herunder.

(Husk at slå “Haft cut” fra i indstillingerne, når det ikke er folie man skal skære i. Ellers skærer kniven ikke hele vejen igennem materialet.)

Har man ikke en skæremaskine med scanner i, må man prøve at regne ud, hvor på skæremåtten billedet skal placeres. Lav evt. en test først med et stykke papir i samme størrelse som billedet.

Materialet er udarbejdet af
Karin Dyrendom, CFUmaker